Eneste eksisterende billede af Anders er dette maleri, malet af hans sønnesøn Vagn Lyngberg Andersen (VI.D.2)

Anders Bertelsen fik bl.a. følgende vidnesbyrd: "A. Bertelsen har tjent mig 1829 1 år og 1830 ½ år og i samme sin tjeneste opført sig som en tro og anstændig tjener. Gelstrup d. 1. november 1830. Chr. Sørensen.
A. Bertelsen har tjent undertegnede 1. november 1830 - 1. november 1831 og i den sin tjenestetid opført sig som det synes og anstår en skikkelig karl. Gelstrup d. 1. november 1831. Lars Bjerregaard.
A. Bertelsen har tjent mig 1. november 1831 - 1. november 1832, flittig og stræbsom, huld og tro i hengivenhed. Nibe d. 1. november 1832, tilstår N. P. Tybring, bager.
A. Bertelsen har tjent mig i 2 år flittig og tro i hver henseende. Simested d 31. oktober,1834, Niels Jensen."
Anders Bertelsen kom til Sørup og fik plads hos gårdejer Anders Vindblæs, blev senere gårdbestyrer på Stokkildegård for Niels Uttrups enke, Maren Jensdatter, hvor han blev gode venner med datteren Else Uttrup, der imidlertid døde af sprinklen (tyfus), og samme år døde 11 af byens mænd af sygdommen. A. Bertelsen har sikkert også haft den, da han led så meget af hovedpine, så han ikke kunne tåle at age på en stiv vogn. Under Else Uttrups sygdom ledsagede han hende til lægen i Nibe, og der kom da en gammel kvinde hen til ham og sagde: "Ja, du tror, du er en vældig karl, men hvis du ikke sørger for at blive åreladt en gang om året, bliver du en svækling!" A. Bertelsen troede hende og blev jævnlig åreladt.
På sit dødsleje anmodede Else Uttrup Anders om at søge bekendtskab med en ung pige fra Grydsted - Else Marie Nielsdatter. Den 2. maj 1843 var hun i Sørup for første gang for at se på herlighederne, og brylluppet fejredes allerede d. 2. juli samme år.
Anders Bertelsen erhvervede gården (matr. nr. 8a af Sørup By) ved skøde dateret 5. september 1842. Dens hartkorn var 2 tdr. 3 skpr. 2 fjdkr. og 2½ alb. Desuden erhvervede han i samme køb matriklerne 8c og 8e på 3 fjdkr. 2 3/4 alb. og 2 fjdkr. 2 3/4 alb. Købesummen var 250 rdr., og desuden skulle der ydes aftægt til Maren Jensdatter. Hele købesummen låntes af høker Jens Pedersen, Ålborg, og d. 23. december 1855 var gælden betalt. (Hornum og Fleskum Herreders skøde- og panteprotokol nr. 10, s. 369.)
Gården var en udpræget hedegård, 80 tdr. land var lyngklædt, men med en gammel hest og en stud indvandtes store dele af heden.
I samme herreders skøde- og panteprotokol nr. 16, s. 613, er indført en hæftelse på ovennævnte ejendomme, hvorefter Anders Bertelsen årligt skal svare til præsten i Buderup i stedet for småredsel 1 36/55 skp. byg. (Småredsler var ydelser af små-kreaturer, fjerkræ, æg og lignende af mindre værdi, som udgjorde et tillæg til landgilden. Ligele-des bruges ordet småredsler om midsommerstiende eller sankthansrente, som regel ost, der ydes til præsten, og om æg, kage, brød, mælk og lignende, der ydes til præst og degn ved højtiderne.) Det bemærkes, at kvægtienden af samme ejendomme er sat til 8/55 skp. byg af hver td. hartkorn.
I samme protokol, s. 152, er indført Anders Bertelsens panteobligation til Jørgen Christian Pedersen, Hjeds, på 300 rdr., dateret 30. december 1861, og med første prioritetsret i hans ejendomme.
Flittig og stræbsom som han var, fandt det offentlige ham også værdig til at være med i sogneforstanderskabet, som fattigforstander delte han korn ud til de fattige, en tid var han ligsynsmand, og desuden var han med til oprettelse af sparekassen 1872.
Uddrag af tale ved Anders Bertelsens begravelse onsdag d. 5. juli 1882:
"Forinden vi bringer den afdøde bort fra dette hans mangeårige hjem være det tilladt at bringe ham et farvel fra os alle, et farvel fra hans efterlevende hustru og store børneflok, hvis opofrende, stræbsomme og trofaste forsørger han i en lang årrække har været, altid vælgende hvad han anså for ret og rigtigst, uden at tage hensyn til eget velvære eller egen bekvemmelighed, prunkløs og bramfri i sin optræden, ihærdig, virksom og arbejdsom, tarvelig og nøjsom så vel uden for som i sit hjem, og dog gæstfri som en ægte jyde. Ja, det kan med sandhed siges, at han ret var en bondemand af den gamle skole, en sådan som nu desværre, tør jeg vel sige, bliver mindre og mindre almindelig...
Også hans øvrige talrige slægtninge og vi hans omgivelser og venner ville sige ham et kærligt tænkende farvel, erindrende, at han efter evne stedse var redebon ikke alene med råd, men også i dåd og gerning. Uden særlige skolekundskaber, thi som fattigt barn måtte han fra lille purk ud at tjene for sit brød, havde han dog ved sine gode naturlige evner og sin sunde forstand vidst at sætte sig ind i mange af livets forhold, hvorfor han også gentagne gange af sine medborgere kaldtes til kommunale tillids-hverv."

Skrevet af: Erik Jepsen Steg d. 27-4-2024